Ny ph.d.-studerende – med tanker om leg og øvelse

Af Søren Hørning Hansen, ph.d.-studerende tilknyttet Playful Learning og Læreruddannelsen, sh@edu.au.dk

Kære nye kollegaer

Jeg er den nye ph.d.-studerende tilknyttet Playful Learning på Læreruddannelsen, og jeg glæder mig meget til at møde jer! Jeg vil i dette indlæg forsøge at bidrage med nogle tanker om leg og øvelse. Først en lille introduktion til mig selv og mit projekt.

Om mig og mit projekt

Jeg har en baggrund uddannelsesvidenskaber og pædagogisk sociolog, og er bosat i Aarhus. Mit projekt handler om forholdet mellem ritualer, leg og øvelse. Jeg er optaget af ritualer og øvelse, fordi jeg mener, at begge fænomener er oversete i nutidens pædagogiske diskurs. Med mit projekt ønsker jeg at undersøge den tese, at ritualer kan bruges didaktisk til at skabe en ramme for leg og øvelse.

Tanker om leg og øvelse

Leg og øvelse betegner to aktivitetsformer, der begge synes at være fundamentale for både færdighedstilegnelse og dannelse. Man kan således argumentere for, at lærere og pædagoger må have viden om leg og øvelse for at kunne skabe gode rammer for børn og unges leg og øvelse: rammer som respekterer legens og øvelsens eksistentielle kvaliteter og som samtidig effektivt understøtter færdighedstilegnelse og dannelse. Her kunne nutidens pædagogiske forskning godt være mere behjælpelig: der er ganske vist en stor interesse for leg, men fænomenet øvelse synes at være meget overset i nutidens pædagogiske forskning (Oettingen, 2016, s. 107). Dette skyldes ikke, at vestlig pædagogik har glemt at tænke over øvelsen: pædagogiske tænkere som Aristoteles, Kant, Montessori har været optaget af fænomenet øvelse, men når dette ikke er tilfældet for nutidens pædagogiske forskning kan det skyldes, at begrebet ”øvelse” i nyere tid er blevet erstattet af det i dag så dominerende begreb ”læring”. Dette er i mine øjne en uheldig erstatning: øvelse er en konkret aktivitetsform, der har nogle vigtige eksistentielle kvaliteter (repetition, anstrengelse, modstand, mesterlære, perfektionisme osv.) som læringsbegrebet ikke rigtig fanger.

Hvordan kan leg og øvelse defineres? Leg (Huizinga, 1970) og øvelse (Sloterdijk, 2009) kan forstås som to forskellige aktivitetsformer, der begge synes at være fundamentale for den menneskelige eksistens. Øvelse kan forstås som den aktivitetsform, hvor man gennem anstrengende gentagelser opbygger færdigheder og vaner. Øvelsen synes også at indebære en stræben efter noget: en stræben efter perfektion og selvforbedring (Sloterdijk, 2009). Leg er en aktivitet, der er notorisk vanskelig at definere (Sutton-Smith, 2001; Burghardt, 2005). Man kan dog pege på, at leg er forskellig fra øvelse. Hvor man i øvelsen har et (instrumentelt) mål om at forbedre sine færdigheder og vaner synes leg snarere at være en aktivitet, man dyrker for dens egen skyld, og hvor øvelsen er kendetegnet ved disciplin (Aggerholm, 2018) synes leg snarere kendetegnet ved spontanitet (Burghardt, 2018). Sidstnævnte kan måske hjælpe til at forklare hvorfor børn synes at være bedre til at lege end voksne, og hvorfor voksne er bedre til at øve sig (på et seriøst plan) end børn: forklaringen kan være, at børn er bedre til at være spontane, og at voksne er bedre til at udvise disciplin – hvilket netop synes at betegne en undertrykkelse af spontanitet. Dette har dog også en kulturel dimension: I Vesten har vi en norm om, at børn skal være frie til at lege, mens man i store dele af Østen mere synes at vægte, at børn skal lære at øve sig disciplineret.

Selvom leg og øvelse kan forstås to forskellige, og på nogle punkter antitetiske, aktivitetsformer, synes det dog også at være klart, at leg indebærer øvelse (se også: Mouritsen, 1996, s. 17). Leg kan siges at indebære en implicit øvelse, fordi leg indebærer gentagelse af bestemte aktiviteter (Burghardt, 2018) og derved former vores færdigheder og vaner. Dette beviser børn: børn synes primært at øve sig gennem legen – og det er først når de når en vis alder, at de kan øve sig uden også at lege.

Litteratur

Aggerholm, K., Barker, D. M., Larsson, H. & Standal O. (2018). On practising in physical education: outline for a pedagogical model. Physical Education and Sport Pedagogy, 23(2), 210-221.

Burghardt, G. (2005). The Genesis of Animal Play. London: The MIT Press.

Burghardt, G. (2018). The Origins, Evolution and Interconnections of Play and Ritual: Setting the Stage. I: C. Renfrew, I. Morley & M. Boyd (Red.), Ritual, Play, and Belief, in Evolution and Early Human Societies (s. 22-39). Cambridge University Press.

Huizinga, J. (1970) [1949]. Homo Ludens – A Study of the Play Element in Culture. Translated by R. F. C. Hull. Great Britain: Paladin.

Mouritsen, F. (1996). Legekultur – Essays on børnekultur, leg og fortælling. Odense: Odense Universitetsforlag.

Oettingen, A. V. (2016). Almen didaktik – mellem normativitet og evidens. Hans Reitzels Forlag.

Renfrew, C. (2018). Introduction: Play as the Precursor of Ritual in Early Human Societies. I: C. Renfrew, I. Morley & M. Boyd (Red.), Ritual, Play, and Belief, in Evolution and Early Human Societies (s. 9-22). Cambridge University Press.

Sloterdijk, P. (2009). Du mußt dein Leben ändern. Über Anthropotechnik. Frankfurt am Main: Suhrkamp.

Sutton-Smith, B. (2001). The Ambiguity of Play. Cambridge: Harvard University Press.