Playful learning er en kontaktsport! Hvornår kan vi komme i gang igen?!

Hvordan eksperimenterer jeg egentlig med ”undervisningsudvikling”?Jeg har som underviser i tysk på læreruddannelsen (og som lokal ambassadør i Skive) i efteråret og i det tidlige forår (før nedlukningen) afprøvet noget jeg måske kunne kalde en slags ”interval-undervisning”: Læreroplæg – (legende) aktivitet – læreoplæg – (legende) aktivitet.  På den måde har jeg forsøgt at have et mere intensivt fokus på de såkaldte ”aktive øvebaner” for de studerende. Det forventes jo af dem at de skal lære at planlægge, gennemføre og evaluere undervisningsforløb med meningsfuld brug af varierede metoder, ikke mindst anvendelses- og bevægelsesorienterede undervisningsformer. (Fra Praktikkens kompetencemål). Det stiller altså store krav til underviseren og undervisningen! Jeg har mærket at det kræver god fysik at variere meget (og den har jeg måske ikke altid!) – og det kræver mange overvejelser: Hvad er egentlig et godt metoderepertoire? Og er alle aktiviteter ”legende”? Måske er det faktisk ofte mere spil end leg, der er ledetråden i aktiviteterne? Med ”metoderepertoire” mener jeg i øvrigt fx cooperative learning-metoder (som quiz og byt, mix og match), rollespil og drama, bygge menneskeskulpturer (fx ud fra en scene i en film), lave pantomime i forbindelse med ordklasser, sanglege, bruge rim og rytme, kaste med bolde eller bruge genstande til at fortælle ud fra, kortspil, brætspil, terningespil.

Det er reelt en stor udfordring altid have ”forbindelsen mellem faglig dybde/tyngde og legende tilgange” for øje. Det giver for det meste rigtig god mening at stoppe op og evaluere øvelserne med de studerende – men leg og spil skal heller ikke ”evalueres ihjel”. Der skal ind i mellem være plads til at det er en sansende, fælles oplevelse – og så måske ikke mere end det.

 Men det er samtidigt enormt vigtigt sammen med de studerende at underbygge aktiviteterne med teori og en mere akademisk tilgang. Og det gælder også når man gerne vil i dialog med kollegerne og videndele med dem. Jeg mærker i de forsøg på dialog jeg har gjort indtil videre (bl.a. med et oplæg til et lærermøde og under samtale med kolleger der netop skulle starte et playful learning-forløb) at mine kolleger – selvfølgelig – ligger inde med en stor viden og mange utroligt spændende tanker som kunne kaste nyt lys på leg og spil. Måske er den filosofiske samtale om leg netop icebreakeren? Senere kan man så komme slæbende med sin kuffert fyldt med ideer – og se om man kan få dem solgt!

I øvrigt: Noget at det, jeg er kommet til at tænke meget over efter nedlukningen, er: Hold op hvor er ”playful learning” en kontaktsport! De sidste dage inden d. 12.3. var ret fyldt op med (fedtede) kort og (krøllede) papirsedler der gik fra hånd til hånd, tætte rundkredse, syngen (lige op i ansigtet på hinanden) og andet. Når alt det stopper, mærker man som underviser hvad onlineundervisning ikke kan.

Karen, 16.4. 2020