Hvornår er Playful Learning inkluderende, og hvornår er det ekskluderende?

I løbet af 2023 er vi i vores udviklingsfælleskaber i Nr. Nissum og Skive fortsat blevet klogere på, hvordan vi kan bringe den legende læring ind i undervisningsrummet – og dermed forhåbentlig både styrke lyst til læring, engagement og kreativitet.

Vi har i samspil med studerende, elever og lærere eksperimenteret med krop, hænder, materiale, tænkning og stemninger – og efterfølgende spurgt deltagerne: Hvordan tænker I, leg er forbundet til læring? Hvilke muligheder ser I i at inddrage leg i læring? Svarene har vi brugt til at diskutere forskellige dilemmaer: Er playful learning for særlige undervisertyper? Er playful learning for tidskrævende? Og er playful learning overhovedet realistisk i overbygningen? Vi har samtidigt også mødt mange positive ord som magi – godt humør – frihed og statements som glæden ved at turde slippe kontrollen lidt og lægge det ud til eleverne og det vigtige i at få sanserne i spil. Der er heldigvis masser af god energi i eksperimenterne.

Senest har vi diskuteret dilemmaer omkring de mere åbne læringsprocesser: Kan de – stik mod hensigten – virke ekskluderende? Legen kan ogsåvære fremmedgørende og skabe usikkerhed i forhold til krav, struktur og forventninger. Gruppeprocesser og indbyrdes relationer spiller en stor rolle. Det kan være svært at håndtere følelser, der pludseligt opstår, fx for elever som lider af skolevægring eller diagnoser. Vi observerer, at nogle elever kan være uvillige til at gå ind i en legende proces og derfor trækker sig. Men vi ser også, hvordan tydelig stilladsering kan føre til ejerskab og samskabelse hos eleverne i bl.a. de legende og eksperimenterende tilgange til læring. Et eksempel på dette så vi bl.a. i en klasse, hvor udskolingsleverne skulle dramatisere digte og sange, og selv identificere, skabe og træde ind i rollerne i dramastykket, eller da eleverne selv skulle gå på rundt i naturen som guldaldermalerne gjorde det, på jagt efter det smukke, naturlige og religiøse i naturen.

Vi er overbeviste om, at Playful Learning bærer potentialet for at være inkluderende, også i arbejdet med forskellige undervisningsmetoder og fagdidaktiske tilgange, men det sker ikke af sig selv. Det kræver præcise lærerinstruktioner og et grundigt relationsarbejde, hvis der skal skabes deltagelsesmuligheder for alle.

Postkort fra Skive/Nørre Nissum

Der er lukket for kommentarer.

Blog på WordPress.com.

Up ↑