Om Playful Learning og de 3 principper

Playful Learning-programmet arbejder med at fremme og udvikle en mere legende tilgang til børns udvikling og læring.

Det hele startede i 2018 med en vision om at styrke børns kreative, eksperimenterende og legende tilgang til verden og deres livslange lyst til at lære.

Visionen danner grundlag for et langsigtet og ambitiøst samarbejde mellem de danske professionshøjskoler støttet af LEGO Fonden. Den fælles ambition er at skabe pædagogisk udvikling baseret på legens kvaliteter og legende tilgange. (playful-learning.dk).

Playful Learning arbejder ud fra 3 principper:

1. At skabe fælles forestillinger

Dette princip understøtter og fremmer en dybere forståelse og mening med det indhold, man er fælles om at arbejde med. At skabe fælles forestillinger lægger op til at gøre eller skabe noget i fællesskaber. Altså at opgaverne er primær fælles frem for individuelle og går fra abstrakt tænkning til konkrete handlinger sammen.

Playful Learning involverer forskellige medier, materialer og stemninger, der fungerer som didaktisk medspiller og åbner for forunderlige forestillinger og kreative veje til refleksion og læring.

2. At vove det uforudsigelige

Når man vover uforudsigeligheden, giver det deltagerne mulighed for at være kreative, bruge fantasien og gå forskellige veje og det giver mulighed for at det, som deltagerne bidrager med, opleves værdifuldt. Skøre påfund hilses velkommen. Når man har det sjovt sammen, fremmer det både samhørighed og læring. Man lærer bedre, husker bedre og trives bedre, når man er helt til stede og optaget, af det man arbejder med.

Playful Learning består af åbne og uforudsigelige processer, hvor det ikke er muligt eller ønskeligt at kontrollere, hvilke nye muligheder og overraskende indsigter, der opstår undervejs.

3. At insistere på meningsfuldhed

For alle mennesker er det centralt, at vi kan se mening med det, vi laver. Det gælder både børn og voksne. Jo mere meningsfyldt en aktivitet opleves, desto mere engagerer vi os i den.

Playful Learning udfolder sig i ligeværdige fællesskaber, der giver alle deltagere tilladelse til at re-designe processen og gentænke indholdet med henblik på at skabe faglig meningsfuldhed og ejerskab til læring.

Blog på WordPress.com.

Up ↑