Deltagelse

Hvordan eksperimenterer I med undervisningsudvikling?

Jeg eksperimenterer med min undervisningsudvikling, ved først og fremmest at ture at kaste mig ud i nye didaktiske forløb. Jeg har forsøgt at give slip på vante måder at planlægge, gennemfører og evaluere min undervisning på. Når jeg forbereder undervisning med playful learning som min didaktiske følgesvend, tænker jeg først og fremmest på, at de studerende og jeg sammen skal skabe fælles forestillinger som rækker ud i praksis.

Konkret har jeg eksperimenteret med eks. at studerende skal:

* Afholde personalemøder og forældresamtaler.

* Sansebaner

* Afprøvning af sprogstimulerende aktiviteter

* Lave kreative udtryk over læringsteorier

Hvordan indgår de tre principper for Playful Learning i arbejdet med undervisningsudvikling?

De 3 principper: At skabe fælles forestillinger, at vove uforudsigelighed og at insistere på meningsfulhed er blevet en stor del af min tilrettelæggelse af undervisning. Når jeg didaktisk planlægger min undervisning, starter jeg med at finde på en aktivitet, der som start på undervisningen kan skabe fælles forestillinger for de studerende og jer. Dernæst hjælper princippet om ”at insistere på meningsfuldhed” mig med, at selektere i kompleksiteten og mængden af litteratur jeg introducerer de studerende for. Med dette menes at jeg holder mig selv i nakken, og forsøger at perspektivskifte og forestille mig, hvis jeg selv var studerende og skulle igennem alt det, ville det så være meningsfuldt? Eller skulle noget selekteres fra så koblingen mellem teori og praksis opleves mere meningsfuld fra de studerendes perspektiv. Uforudsigeligheden oplever jeg oftest hænger sammen med aktiviteten jeg igangsætter for at få skabt fælles forestillinger. Det er ude af mine hænder hvilken vej aktiviteten går. Her ser jeg oftest (ikke altid) tegn på fuld deltagelse fra de studerende. Det motiverer og skaber øget engagement, at de kan få mulighed for at påvirke undervisningen i den retning de ønsker, og byde ind med emner og erfaring de hver især har.

At skabe fælles forestillinger. I billedkunstundervisning er udgangspunktet for et forløb ofte, at der skal skabes en fælles forestilling, f.eks. ved at et begreb eller fænomen “åbnes” ved at de studerende præsenteres for forskellige billeder (bredt billedbegreb i faget), det kan kombineres ved at lege, lave små øvelser sammen eller i grupper, mindre udfordring måske. Eksempel kan være en øvelse et hold kan lave, hvor begrebet skala skal undersøges. Det er snorleg man leger med hænderne, og den skal skaleres op i menneskestørrelse i fællesskab. Her til har jeg en bred, rød elastik på 30 meter, der bindes sammen i enderne. De studerende skal genskabe denne fingerleg fra lille snor på ca. 60 cm i omkreds til omkreds på 30 m. De skal med deres kroppe lege, at de er to hænders fingre, man skal være mindst 12-14 personer for at lave opgaven. Man står ude, og kan evt. Spørge forbipasserende om hjælp.

At vove uforudsigelighed. At vove uforudsigelighed er både noget, der kan anskues ud fra et fagdidaktisk perspektiv, et mere fagligt perspektiv og fra de studerendes perspektiv. Engang imellem er man som underviser nødt til at prøve noget, man ikke har prøvet før, hvis man skal leve op til de forandringer der hele tiden vil komme inden for undervisningsområdet, i billedkunst er der krav om, at man skal kunne arbejde eksperimenterende og nytænkende, mere end for eksempel at kopiere det, der allerede eksisterer. De studerende har meget forskellige kompetencer og erfaring med sig

ind i et fag som for eksempel billedkunst, og de agerer meget forskelligt på f.eks. noget, der er nyt for dem. De forskellige fag i skolen har forskellige grader af uforudsigelighed indbygget i fagenes kerneområder.

At insistere på meningsfulhed: “Livskvalitet er at tage konsekvenserne af sine valg. Vi vælger ikke, hvad der rammer os, men vi vælger selv, hvordan vi vil reagere på det” (Viktor Frankl, om “mening”). Ikke et citat, men en sætning der er interessant at gå og tænke over. Hører den mon til i Playful Learning?

Hvordan arbejder I med videndeling ift. legende tilgange til undervisning? På pædagoguddannelsen i Holstebro har min kollega Louise og jeg afholdt møder hvor vi har inviteret vores kollegaer, som måtte have interesse i at udvikle egen undervisning i et playfuldt øjemed. Vi har gennem de 2 første møder evalueret følgende: At det er vigtigt at vi gør det klart at vi, Louise og jeg, ikke er orakler. Vi er ansvarlige for at skabe et møde, hvor alle kollegaer kan komme med ideer og input til hinanden. Derudover har vi også talt om at vi i efterårssemesteret vil gemme nogle af vores egne timer, for på den måde at lokke flere kollegaer til møderne, som kunne se timerne som forberedelse til egen undervisning.

Hvordan er forbindelsen mellem faglig dybde/tyngde og legende tilgange til undervisning?

Mine erfaringer viser, at jeg ikke kan nå alt det jeg plejer, når jeg vælger at et andet didaktisk greb for undervisningen end før playful learning. Jeg synes dog stadig, at jeg i undervisningen med de studerende kan nå en dybde med et tema. Jeg har erfaret, at de studerende bliver mere motiverede for temaet, og deres nysgerrighed til selv at søge mere viden om emnet stiger, når vi sammen har fælles forestillinger, og temaet bliver koblet til praksis på en meningsfuld måde.